I den parklignende have var der opstillet tre store, åbne festtelte, der var forbundet med hinanden, så de dannede en hesteskoform. Under dem bugtede sig på samme måde et langt og bredt, festpyntet bord. Sølvtøj, blomsterdekorationer og malet porcelæn stod smukt arrangeret på den hvide dug og var i sig selv nok til at kunne lokke gæsterne til bords, selv inden de første fade var bragt ud. Mens øjnene blev mættet, blev de sultne maver nødt til at vente lidt endnu. Kun de første gæster var ankommet, og de fordrev tiden ved at mingle blandt de forsamlede og udveksle høflighedsfraser og anden almindelig småsnak.
Adam kendte ingen af de fremmødte, idet han som fraskilt var inviteret alene til denne fejring af Jørgens 50års fødselsdag. De var begge afdelingschefer i et finansielt selskab beliggende ved Københavns Nordhavn, og gennem de senere år var de blevet gode venner. Han havde dog ikke tidligere haft lejlighed til at besøge kollegaen i dennes herskabelige ejendom i Søllerød, hvor han boede sammen med sin kone og datter. Selvom Adam nu befandt sig mellem en masse nye ansigter, var han meget taknemlig over at Jørgen havde taget ham med til denne festlige begivenhed, for at give ham lidt opmuntring. Samtidigt gav det ham jo glimrende muligheder for at træffe nye mennesker.
Foran de åbne telte musicerede en strygerkvartet bestående af ældre herrer i smoking. Tonerne strømmede behageligt og stemningsfuldt henover selskabet og lagde en smuk klang under de glade stemmer og lyden af champagneglas der slog mod hinanden. Musikerne sad beskyttet under en stor parasol, ellers havde det ikke været muligt for dem at spille i denne varme. Vejret havde været med familien, og solen stod højt på den blå himmel denne tidlige sommerdag.
Midt i mængden af gæster lagde Adam snart mærke til en ung kvinde i en ganske let og luftig hvid kjole. Hendes lange, kastanjebrune hår med de lyse striber sad nydeligt ned over hendes smalle skuldre. Hun havde et kønt ansigt, med smalle øjenbryn og en lille opstoppernæse. På den ene side havde hun en charmerende udstråling, på den anden side så hun en anelse småsur og utilnærmelig ud. Hævet op på et par hvide, højhælede sko, som hun bevægede sig på med selvsikre trin. Det slog ham straks at denne høje og slanke pige selvfølgelig måtte være Pernille, kollegaens 19årige datter.
– Har du hilst på hende? Spurgte Jørgen.
De bevægede sig hen imod hende, mens hun blev stående med siden til. Langsomt begyndte han at kunne ane, at den hvide kjole var let transparent, idet de trådte nærmere og han bedre kunne se hende. Først troede han at det var noget han bildte sig ind. Men så gik der ellers et sus igennem ham, da han indenunder kunne skimte hendes lige så hvide blondelingeri, der bestod af bh og g–streng. Velkomstdrinken røg galt i halsen, så det udløste et mindre hosteanfald, og han var lige ved at spilde ned ad sin skjorte. Hendes bare balder var jo til fri skue for hele selskabet. Det var ikke kun den pludselige hoste, der gjorde ham rød i hovedet. Jørgen dunkede ham på ryggen.
– Klarer du den, gamle dreng?
Han nikkede. Pernille skævede over mod ham, som misbilligede hun hans manglende evne til at bevare selvbeherskelsen. Hun stod som var det helt normalt ikke at være iført andet end lingeri, med en tynd kjole henover som kun lige slørede herlighederne en anelse. Måske havde han ikke fulgt med i tidens tendenser blandt de unge, men han havde godt nok aldrig set noget lignende. De omkringstående virkede dog lige så uanfægtede som hende selv, og så ikke ud til at tage særlig notits af hendes minimalistiske festskrud. Eller også var de blot bedre til at følge den gyldne regel om at lade som ingenting.
Jørgen præsenterede dem for hinanden, og Adam rakte høfligt hånden frem mod hende. Hun tog den, langsomt og modvilligt, og afgav et knap mærkbart tryk, mens hun undgik at få øjenkontakt med ham. Han forsøgte sig med et par smigrende ord om de smukke rammer for denne fødselsdagsfest, men hun reagerede ikke på hvad han sagde, eller hørte ikke efter. I stedet blev det Jørgen der måtte svare, at Pernille havde været med til at pynte op med alle disse blomster. Hun sukkede affærdigende, som et signal om at hun ikke ønskede at han skulle begynde at fortælle en hel masse om hende. Jørgen kom til at virke lidt forlegen ved sin datters afvisende attitude, men bar over med det og lod hende hurtigt være igen.
– Må jeg bede om forladelse, sagde han, da de havde bevæget sig længere væk. – Hun kan være lidt genert.
Adam syntes nu ikke at det lod til at være tilfældet, men det kunne jo snyde. Han håbede bare at det ikke havde været åbenlyst hvor meget hans øjne beundrede hendes ydre fremtoning. For ham gjorde det hende blot endnu mere interessant, sådan som hun lod til at være vanskelig at komme ind på livet af. Facaden og gennemsigtigheden stillede sig i dragende kontrast.
Der blev imidlertid rigeligt andet at fokusere på, da det stigende antal gæster var noget mere imødekommende og viste større interesse for ham og hans relation til Jørgen. Nogle af dem havde allerede hørt om ham, og var glade for nu at kunne forbinde et billede af ham med hans navn. Hovedparten af samtalerne kom således også til at handle om det jobmæssige.
Hver gang Pernille dukkede op i hans synsfelt, distraherede det ham i en grad, så det blev lidt af en udfordring at kunne samle sig om andet. Og i hver en ledig stund kunne han ikke dy sig for at give sig hen til en mere uforstyrret beundring af hendes påklædning. Det lod til at hendes stiletter måske alligevel var blevet for ukomfortable, for næste gang han så hende, gik hun rundt på bare tæer. Han glædede sig over synet af hendes fine, smalle fødder, så rene og sarte, med veltrimmede negle. Imidlertid var hun kun fysisk steget ned fra de højere luftlag. Eller måske virkede hun bare sådan, indtil man lærte hende nærmere at kende. På sin vis var det jo ganske charmerende, tænkte han.
Der blev mindre plads i benklæderne, og han måtte tvinge sig selv til at vende blikket bort og beskæftige sig med noget andet. Det ville blive pinligt hvis nogen bemærkede det. Fra den kølende skygge under et af havens træer betragtede han kvartetten af strygere og lyttede ind til musikken. De var nået til Bartoks Femte i deres alsidige repertoire. Endnu en nyankommen gæst præsenterede sig, og de udvekslede ganske kort nogle tanker om de klassiske genrer og musikernes dygtighed.
Pernille kom dog hurtigt til syne igen, og på ny fulgte han hende stjålent med øjnene. Hun fik nu ryggen til ham, så han kunne nyde synet af g–strengen, der præsenterede hendes dejlige pigenumse på smukkeste vis. Paradoksalt nok ville det ikke gøre så meget, hvis hun blev ved at vende sig væk fra ham på netop denne måde. Men sådan kunne det naturligvis ikke blive ved, ligesom nu, hvor hun langsomt drejede rundt for at begive sig videre i selskabet. Han veg blikket lidt væk, uden at miste hende af syne, så hun ikke kom til at gribe ham på fersk gerning. Kvinder har altid en intuition om hvornår en mands blik hviler på hende, skønt hun ikke registrerer ham med nogen af sine fem sanser. Han så frem til et glædeligt gensyn med hvordan hendes bh formede en elegant kavalergang, velfyldt af hendes næsten fuldt udvoksede barm.
Hun standsede i sin drejning, da hun atter vendte front mod ham. Og under det tynde kjolestof kom hendes flotte bryster til syne, de sad smukt som de skulle helt ved egen hjælp, pegende let opad og ud til siderne. Brystvorterne strittede pyntende som små spidse knopper, nu ikke længere skjult bag nogen bh. Chokeret måtte han gribe en serviet og duppe sit ansigt, da sveden begyndte at pible frem. Måske var det bare varmen, måske var det spiritussen, eller også var det hele blot noget han drømte. Han måtte se efter en gang til. Hendes bryster vuggede nu uhindret i takt med hendes altid så velovervejede bevægelser. Der var ikke noget at tage fejl af. Hun havde af en eller anden grund, hvilken var også ligegyldig, smidt bh'en, som om at forestillingen ikke i forvejen havde været ved at blive for meget af det gode.
Pladsen i hans benklæder begyndte for alvor at blive trang. De øvrige gæster så dog ikke ud til at være spor påvirkede af den lille ændring i hendes ekvipering. Pernille kunne stadig gå frit rundt og oppasse de ankommende og ventende gæster, som hun havde gjort det fra starten, uden at nogen stirrede, udviste forargelse eller begyndte at hviske ivrigt med sidemanden eller sidedamen. I sit stille sind lykønskede han på forhånd de heldige herrer som senere ville komme til at sidde til bords lige over for hende under hele middagen. Tak skæbne, tænkte han, hvor ville det dog blive en udsøgt fornøjelse. Men samtidigt lige så vanskeligt for dem at skulle koncentrere sig om vinen og maden, borddamen og talerne. Han var dog også klar over at der var en vis sandsynlighed for at netop han ville blive en af disse herrer på første parket. Alene dette fik det til at svimle for ham, og han håbede næsten at han ikke ville få æren.
For en stund forsvandt Pernille ind i villaen, og da hun vendte tilbage, fortsatte hun i retning mod kvartetten, bærende på en rund bakke med høje, klare vandglas. Som var hun en let, forfriskende brise, der langsomt fejede henover den parklignende have. Hun nåede hen til dem under den store parasol, og de nikkede venligt ved hendes ankomst. Men det fik dem ikke til at spille så meget som en eneste node forkert, og de veg ikke det mindste fra den faste takt. Tværtimod syntes hun blot at løfte musikken til et højere niveau, i hvert fald i hans ører. Et for et stillede hun fire glas fra sig på det lave bord ved siden af dem. Musikerne nikkede endnu engang, bifaldende hendes venlighed, hvorefter hun vendte om og lige så langsomt gik bort fra dem.
Til hans store overraskelse bevægede hun sig nu hen til ham. Hans hjerte kunne ikke på samme måde holde sin rytme, og pulsen kom op i fart. Men udadtil formåede han at forholde sig roligt.
– Må jeg byde Dem et glas vand? Sagde hun høfligt.
Adam mødte hendes blik og nikkede, hvorefter han sørgede for at fokusere alene på glasset, som han tog fra bakken.
– Jo tak, sagde han. – Det kunne jeg godt trænge til.
Pernille virkede nu mere neutral, hverken imødekommende eller afvisende. Hun fortsatte videre til de øvrige, tørstende gæster. Det tog ham ikke lang tid at bunde glasset. Vandet klarede halsen og friskede ham op. Han var forundret over hvor selvfølgeligt og elegant hun kunne få det til at se ud at være klædt alene i en g–streng og en gennemsigtig kjole. Alt imens resten af det kvindelige selskab havde iført sig mere tækkelige rober, og højst var en anelse nedringet. Det var måske Pernilles unge alder og naturlige skønhed, som gjorde at hun stadig ikke vakte nogen bestyrtelse. Hun forsvandt igen ind i villaen, nu med en tom bakke.
En af herrerne fra selskabet trådte hen til ham.
– Undskyld, hvad var nu Deres navn? Spurgte han.
Adam præsenterede sig, og indrømmede at han heller ikke var god til at huske navne.
– Hvad synes De om Pernille? Spurgte Jens, som han hed.
Han rømmede sig en gang ved det ligefremme spørgsmål.
– Hun er… ganske yndig, måtte han svare.
Jens nikkede.
– Jeg talte med hende om hendes store interesse for ridning. Det er imponerende så stor en viden hun har indenfor både hestesporten og hele det hippologiske fagområde i så ung en alder. Jeg har indtryk af at hun er en meget intelligent pige, og det kommer ikke bag på mig, at hun vil uddanne sig til veterinær. Hvad mener De?
Adam havde desværre endnu ikke haft lejlighed til at snakke rigtigt med hende.
– Hun lader til at være et kvikt hoved, medgav han.
Jens fortsatte begejstret.
– Hun rider gerne mindst tre gange om ugen for at holde sin træning ved lige, og deltager stadig ved flere stævner. Hun har jo sin hingst i egen opstaldning i tilknytning til ejendommen her, så hun kan passe og pleje den hver eneste dag, og se til den når hun har lyst. Ja, det er jo helt misundelsesværdigt for andre piger, som også er glade for at ride. Men det er hende vel fortjent, synes jeg nok, når hun har en sådan passion.
Adam erklærede sig ganske enig.
– Var De i øvrigt klar over at hun også er glimrende til at spille på fløjte? Og at denne strygerkvartet faktisk er arrangeret af hende, som en hyldest til sin far? Som de måske kunne regne ud, er de begge store tilhængere af Beethoven, Tchaikovsky og Mozart, som disse talentfulde herrer også vil komme ind over i løbet af dagen.
Det gjorde absolut indtryk på ham. Men hun så jo også ud til at være en kultiveret ung kvinde med stil, og det klædte hende. Jens undskyldte sig og hastede videre til sin kone, der vinkede ham hen til sig.
Der gik igen ikke længe inden han atter fik øje på Pernille. Han havde fået endnu sværere ved at abstrahere fra hendes tilstedeværelse, og tog sig selv i hvordan han strategisk søgte at placere sig i nærheden af hende, mens han lod som om at han blot minglede tilfældigt blandt de øvrige gæster. Heldigvis havde hun ikke taget bh'en på igen, og han gøs ved udsigten til de struttende bryster. Dog forekom g–strengen ham knap synlig, nu mens hun stod der med siden til ham. Hvis hun blot ville vende ryggen til ham på ny, ville det glæde ham. Hans øjne havde en uendelig appetit, der ikke syntes at kunne få nok. Snart vendte hun sig, som han håbede, og han lod sit blik glide nedad. Men han kunne stadig ikke få øje på nogen g–streng. Den var som forsvundet bag det tynde kjolestof, som om at…
Han blev lamslået, da kendsgerningen endelig gik op for ham. Minsandten om det skarn ikke også havde taget trusserne af nu, og fortsatte nonchalant med numsen helt bar under den gennemsigtige kjole. Han kunne ikke forstå hvad der foregik. Nu stod verden da ikke længere. Et øjeblik fik synet ham til at vakle, så han frygtede at nogen ville tro at han allerede havde fået for meget at drikke.
Men på en raffineret måde virkede det alligevel mindre iøjnefaldende end da hun var iført g–streng, og umiddelbart afslørede hun ikke mere end tidligere. Måske var det netop hendes hensigt at tage sig mere passende ud, ved at smide g–strengen, så den ikke fungerede som et forstyrrende blikfang. Men det harmonerede bare ikke med at brysterne skulle forblive i fri dressur. For det tiltrak sig da langt større opmærksomhed. Og i det hele taget skinnede hele hendes nøgne krop så tydeligt igennem den luftige kjole. Han var særdeles mystificeret over dette lille stykke teater af en langsom striptease, der havde udspillet sig i disse ellers så pæne og formelle omgivelser.
Endnu en papirserviet fandt vej til hans pande. Hun kunne lige så godt tage kjolen helt af og gå splitternøgen rundt under resten af fødselsdagsfesten. Forskellen ville være forsvindende lille. Tilbage sad kjolen kun som en symbolsk påklædning, der kun lige akkurat formåede at adskille hende fra det fuldkomment udstillende.
I sin søgen efter ræson faldt det ham ind, at hun måske i virkeligheden slet ikke selv var bevidst om hvor gennemsigtig denne kjole faktisk var herude i det stærke sollys. Indenfor kunne det sikkert se ganske tilforladeligt ud, når hun kiggede sig i spejlet, og derfor havde hun taget først bh'en og siden g–strengen af, fordi hun havde det for varmt. Og nu bagefter turde ingen gøre hende opmærksom på miseren og bringe hende i forlegenhed, hvorfor alle lod som om at de ikke bemærkede det afslørende antrit. Ham selv inklusive. Det var i hvert fald den eneste plausible forklaring han kunne nå frem til.
Således bevidst om det muligt upassende i sin nyfigenhed, valgte han at falde i snak med en af de øvrige kvinder i forsamlingen. Han havde helt glemt hvordan han burde benytte denne begivenhed til om muligt at kunne stifte bekendtskab med en kvinde omkring hans egen alder, som også var ude af parforhold. Denne dame, som i øvrigt også var ganske nydelig, viste sig dog hurtigt ikke at være et emne. Hun var her med sin mand, og da hun hørte at han var blevet skilt, foreslog hun ham at gå til folkedans på aftenskolen. Der havde hun nemlig mødt sin gemal. Han takkede hende for ideen, og derpå fik de kun snakket ganske kort, inden han fortsatte.
Bedst som han gik i sine egne tanker, fik han pludselig et lille skub i siden. Instinktivt vendte han hovedet for at se hvem det var, og det viste sig at være Pernille, som lynhurtigt vimsede videre og forsvandt ind i huset splitternøgen. Han nåede kun at se hendes bagfra, inden hun var væk igen, men det varede længe nok til at gøre ham fuldkommen befippet. Pigen havde nok en gang overgået hans vildeste forestillinger, og nu smidt den gennemsigtige kjole, så der ikke længere var noget som helst der skjulte hendes krop.
Hold da helt fest, hvor var hun en flot pige, tænkte han. Mon det blot havde været et uheld at hun stødte ind i ham, eller var det et tegn? Uden at tænke flere tanker, begav han sig hastigt, men diskret, samme vej tilbage mod villaen. Det var helt til grin, at ingen andre havde lagt mærke til at tøsen løb rundt på denne måde. Efterhånden havde han fået lyst til bare at bryde tavsheden og spørge direkte om de andres mening, men af en eller anden grund var han stadig bange for, at det var ham der så syner. "Hvad synes De om, at Pernille er nøgen?". "Nøgen? Jamen, hvad er det dog De siger? Hvad hentyder De til?". Han kunne levende se den afslørende situation for sig.
Han trådte ind i en af stuerne. Der var mørkt, og hans øjne skulle bruge lidt tid på at vænne sig til det sparsomme lys, efter at være kommet ind fra den skarpe sol. Langsomt gik han fremad, med bankende hjerte, søgende efter Pernille. Ud af øjenkrogen fangede han instinktivt en bevægelse, og han nåede lige at se hendes bare ende og hælen, der drejede om hjørnet. Straks satte han farten op igen og fulgte efter hende.
Da han nåede om hjørnet, var der tomt. Han fortsatte fremad, kiggende til højre og venstre. En dør smækkede op, og da han kiggede over mod lyden, så han et bart ben smyge sig om dørkarmen og forsvinde igen. Det var blevet til en katten–efter–musen leg. Håbefuldt trådte han hen til døren og gik gennem den. Han nåede frem til endnu en stue, blot lidt mindre. Men Pernille var der ikke. Han gik ind i midten af stuen og drejede langsomt rundt. I et spejl fik han øje på hende igen. Han snurrede rundt, og hun stod med ryggen til ved en anden dør, og i det samme forsvandt hun igen, og smækkede døren i for næsen af ham. Han tog i håndtaget, i håb om at der ikke var låst. Døren gik op, og han fortsatte til den store hall med den kunstfærdigt snoede trappe, som førte op til første sal. Han nåede lige at høre hendes sidste lette trin, da hun nåede op og atter forsvandt ude af syne. Som en kat for han op ad trapperne, inden nogen af gæsterne kunne nå at se hvor han var på vej hen, i håb om ikke at miste sporet af hende.
På første sal var der værelser til hver side, og foran ham strakte sig en lang gang, der bød på flere rum. Han trådte langsomt fremad, kiggede fra side til side og drejede rundt om sig selv. Hvor var den frække, nøgne tøs? Det eneste rigtige ville være at give hende en god, gammeldags endefuld over knæet og forlange en mere sømmelig påklædning. Jørgen ville takke ham for at gøre det. Han mærkede hvordan hans krop begyndte at dirre af spænding. Der var stille på etagen, og han kunne ikke længere få øje på hende nogen steder. Men så fangede han alligevel noget. Nede ad gangen viftede hun med sin runde bagdel fra et af rummene. Og forsvandt igen. Et helt bevidst tegn til ham. Det kunne ikke være andet.
Han satte farten op igen og bevægede sig ned ad gangen til det sted hvor hun havde stået. Der fandt han en dør der stod på klem. Forsigtigt åbnede han den helt op. Et stort, lyst værelse i romantisk stil viste sig for ham. Det var tydeligvis Pernilles værelse, men han kunne ikke se hende. Langsomt trådte han gennem døren og ind mod midten af det feminint indrettede rum. Hun måtte være herinde et sted.
– Leder De efter nogen?
Pernilles skarpe stemme afbrød stilheden, og han stivnede. Lyden kom fra et sted bag hans ryg.
– Jeg… Fremstammede han lavt.
Det var ikke fordi han ikke havde et svar. Men det gjorde ham pludseligt flov.
– Er De fulgt efter mig?
Hendes stemme lød anklagende. Det ville være bedst at gå til bekendelse, men han ville gerne kunne give en mere fornuftig forklaring. Pernille trådte langsomt nærmere. Han turde ikke vende blikket mod hende, eller bevæge sig i det hele taget.
– Jamen…
Han kunne ikke få de rigtige ord frem. Fortvivlelsen bredte sig i ham. Og jo mere den kom til at fylde, des mere kom han til at føle sig som et stort fjols. Pernille nåede ind i hans synsfelt. Han forsøgte at holde blikket lige frem for sig, men pupillerne rettede sig alligevel mod hende af sig selv, uden for hans viljestyrke. Mødte hendes faste, nøgne ungpigekrop med de spændstige bryster, de blændende kurver, de velformede balder og den flade mave med den lille, runde navle. Huden havde et gyldent skær, en jævn kulør fra top til tå, smygende sig om hele hendes slanke figur. Det lange hår fejede henover den smukt svajede ryg med de smalle skuldre, så nydeligt friseret, med nuancer som spillede i lyset. Nervøst vendte han blikket mod hendes kønne ansigt. Hendes udtryk var distanceret og bebrejdende.
– Tro ikke at jeg ikke har bemærket hvordan De har gået og stirret efter mig hele tiden. Uden pli og manerer. De har klædt mig af med øjnene. Se nu. Jeg er jo helt nøgen. Er De ikke klar over, at dette er min fars fødselsdagsfest? Hvad vil vore gæster ikke tænke? At De ikke skammer Dem.
– Undskyld, frøken, mumlede han.
Hun rystede affærdigende på hovedet.
smid tøjet
Han vidste ikke om han hørte rigtigt. Men det var ikke til at tage fejl af, hvad hun havde givet ham besked på. Hendes øjne var insisterende. Nu var det hans tur til at føle hvordan det var at blive udstillet. Stykke for stykke. Han løsnede sit slips, kiggede spørgende på hende, og lod det så falde til jorden. Krængede skjorten af og smed den samme vej. Imens fortsatte hun med at gå langsomt rundt om ham, mens hun tilså hans afklædning. Hendes mine ændrede sig ikke, hun var blot afventende. Da han til sidst havde lagt strømperne fra sig og kun stod i underbukser, holdt han inde. Hendes kølige kontrol, alt imens hun kredsede nøgen omkring ham, havde gjort ham begejstret. Men det kunne han ikke få lov at skjule. Hun gav sig ikke, og han måtte til sidst hive underbukserne ned for øjnene af pigen, så han stod tilbage lige så nøgen som hende, i den afslørende tilstand som han nu engang befandt sig i. Pernille standsede ikke op, men betragtede ham nøgternt fra alle sider.
– Brunstige stodder.
Hun fnøs med foragt. Der kunne ikke være tvivl om at hun hentydede til den efterhånden udelte begejstring. Situationen var blevet for ophidsende for ham. Og hendes kommentar gjorde det bestemt ikke lettere for ham. Til sidst stod den stor og flot i al sin pragt. Da stoppede hun op foran ham.
– Hvad skal det der betyde? Spurgte hun.
Han rødmede. Svaret var i bogstaveligste forstand lige for, men han kunne end ikke fremstamme et ord. Halsen var tør, og han var ved at gå til af lyst. Aldrig havde han forestillet sig at blive behandlet på denne måde af sådan en ung tøs. Og han nød situationen, sådan som hun nu havde opdaget det.
Resolut langede hun begejstringen en ordentlig lussing, lige på siden af hovedet, så den i en bue kom til at klaske ind mod hans lår, inden den forskrækket rejste sig op igen, svajende frem og tilbage. Han kunne være bristet alene ved slaget. Men han holdt.
Hun gik ned på hug, lige foran ham, med hænderne hvilende på sine knæ. På vejen ned greb hun ham med munden og holdt ham fast med læberne. Han lukkede øjnene og bad en stille bøn inden i sig selv. Helt afslappet, og uden at holde, gav hun sig til at sutte ham, mens hun sad på hug, løftet op på tæerne som var hun stadig iført sine højhælede sko. Violinerne, bratschen og celloen kunne svagt høres gennem ovenlysvinduerne, der stod åbne, og dannede en behagelig underlægning til scenen der udspillede sig. Pernilles blide behandling var en paradoksal, men velkommen, opfølgning på afstraffelsen. Slaget havde bedøvet ham lidt, så han kunne klare hendes fugtige tunge og læber.
Hun standsede og rejste sig langsomt op igen. Fortsatte en gang mere rundt om hans nøgne, skælvende krop. Det var ikke til at vide hvor det ville bære hen, for han følte ikke at han havde noget at skulle have sagt. Hvis det stod til ham alene, ville der derimod ikke have været nogen tvivl. Pernille kom ham dog i forkøbet. Hun trådte ind foran ham igen og stirrede ham lige så køligt ind i øjnene.
– Tag mig.
Hun vendte ham ryggen og fortsatte langsomt hen til sin seng. Hendes hofter vuggede, hendes balder vrikkede inviterende, helt anderledes end signalerne fra hendes øjne og stemmeføring. Forvirrede ham. Drillede ham. Gjorde ham vanvittig.
Først da budskabets alvor var gået op for ham, turde han endelig bevæge sig igen. Han fulgte hende på ny, men denne gang var det ikke uden at være blevet inviteret først. Pernille lagde sig ned på ryggen i sengen og lod benene falde ud til siderne. Hendes øjne lukkede sig i, da han nærmede sig. Klodset og kluntet kravlede han op i sengen og lagde sig over hendes spinkle krop. Hun gav et lille skrig fra sig, da han kort efter trængte op i hende.
De uciviliserede lyde truede med at overdøve de klassiske toner og gæsternes summen, der nåede ind i værelset. Døren stod endnu vidt åben, og lydene kunne strømme videre ned ad gangen mod trappen til stueetagen. Men alt dette blev lukket ude, mens han ihærdigt tog for sig af Pernille. Han bearbejdede hendes indre med lange, dybe stød, og han suttede, slikkede og bed hendes dejlige bryster med en glubende appetit. Måske ville nogen i selskabet begynde at bemærke deres fravær, om end de ikke ville kunne drage nogen forbindelse mellem dem. Men hvis de snart skulle gå til bords, ville man blive nødt til at hidkalde dem og få dem bragt til veje. Spændingen ved selskabets nærvær og risikoen for at blive afsløret i en kæmpe skandale, gjorde imidlertid ikke nydelsen mindre.
Pernille slog benene om ham og tvang ham ned på siden. Hendes lårmuskler var stærke selvom de var slanke. Hun fik byttet om på rollerne og lagt ham ned på ryggen, så hun kunne stige op på ham. Et langstrakt suk undslap hendes læber, idet hun lod sig synke ned. Langsomt fik hun sat sig ordentligt tilrette, og kunne begynde at ride ham. Først roligt, og derpå gradvist voldsommere, så brysterne kom til at hoppe og danse lystigt af sted. Han prustede som en hingst, ikke for at leve sig ind i sin tildelte rolle, men på grund af hendes kompromisløse fremfærd, der snart var ved at flå ham i stykker.
Han syntes at nogen dernede i haven nævnte deres navne og begyndte at snakke indbyrdes med mere højrøstede stemmer. Som om at der nu alligevel var ved at blive optræk til iværksættelsen af en mindre eftersøgning. Ordet værelse syntes også at trænge igennem til hans øregange. Hans opmærksomhed pejlede mod trappen for at opfange trin, men han hørte intet. Snart blev alle lyde omkring ham da også gradvist svagere, da han begyndte at blive trukket væk fra den fulde bevidsthed om sine omgivelser.
Det ville ikke vare længe inden han måtte stejle. Han tog fat ved hendes lår, som for at gøre sig klar, mens hun ufortrødent fortsatte. Øjnene lukkede sig atter i, mens han begyndte at trække vejret dybere, helt nede fra maven. Han var nået frem til de sidste uforglemmelige sekunder af den vilde galop med Jørgens flotte datter. Alt undtagen området omkring sadlen blev følelsesløst. Han lagde an til et mægtigt vrinsk, og Pernille anede uråd og sprang af i sidste øjeblik inden det brød løs og han stejlede voldsomt. Hun kom op at stå på benene ved siden af sengen, og efterlod ham liggende på ryggen, mens hans gamle, slidte pung blev tømt for opsparede værdier, så det føg hvidt omkring ham i alle retninger. Måske lød han ikke just som en hingst, men styrken var omtrent på samme niveau.
Svimmel og udmattet måtte han bruge lidt tid på at komme til sig selv igen, inden han blev i stand til at sætte sig op. Området i lysken føltes meget lettere, næsten svævende. Langsomt blev han et menneske igen. Pernille havde i mellemtiden samlet hans tøj og sko sammen, og stod nu med det i favnen. Fortumlet trådte han ud på gulvet og skridtede hen til hende.
– Forsvind, sagde hun og afleverede bunken i hans hænder. – Nu har du fået.
Han havde intet andet valg end at gøre som hun sagde. Pernille blev stående stille og ventede, indtil han endelig luskede mod døren og forsvandt ud på gangen. Døren blev straks lukket bag ham, eftertrykkeligt, men uden at smække. Han holdt sin tøjbunke beskyttende foran sig, mens han nøgen og forvirret trissede sig ned ad gangen. På venstre hånd nåede han frem til et badeværelse. Han skyndte sig derud og låste døren.
Heldet havde tilsmilet ham, for umiddelbart efter hørte han hvordan nogen begav sig op ad trappen. Han åndede lettet op, og turde næsten ikke forestille sig konsekvenserne hvis han var blevet opdaget, afklædt, på vej væk fra Pernilles værelse, hvor hun endnu befandt sig. Det var om at komme i tøjet igen. Han baksede underbukserne, strømperne, benklæderne og skjorten på i en fart. Det var blevet noget krøllet, og han ærgrede sig ved synet af sig selv i spejlet. Han plaskede lidt vand i ansigtet for at friske sig lidt op. Smilede. Bandt sit slips og rettede tøjet til, så han så nogenlunde ud igen.
Det var tilsyneladende hende mor, Else, der var kommet for at kigge til hende. Hun stod nu og diskuterede med hende gennem døren, og Pernilles irriterede svar hørtes på den modsatte side. Kort efter gik hun tilbage mod trappen. Passerede badeværelset. Standsede. Han stod helt stille, i håb om at hun bare ville gå videre. Men det gjorde hun ikke. Hun tog prøvende i dørhåndtaget, så det gav et sæt i ham. Det bankede på døren.
– Er der nogen derude?
Han rømmede sig.
– Ja, her er optaget, svarede han.
Det var vist lidt pudsigt at han havde forvildet sig herop på første sal.
‒ Du har vel ikke fået et ildebefindende?
Hun havde naturligvis genkendt hans stemme, og blev bekymret.
– Nej nej, der var bare optaget nedenunder.
Hun godtog hans forklaring og undskyldte sig, inden hun fortsatte tilbage til selskabet. Da hun var væk, låste han sig ud igen og forsvandt samme vej.
I den store have var alle gæster omsider ankommet, og det var kun Pernille der manglede, inden de alle kunne gå til bords. Han kiggede op mod de åbne ovenlysvinduer, bag hvilke han netop havde forlystet sig med hende. Det var muligt at man ikke havde kunnet høre hvad der foregik deroppe, selvom lydene udefra havde haft let ved at nå ind til ham. Forhåbentligt ville ingen ane uråd.
Snart tonede Pernille atter frem i sin hvide kjole og de højhælede sko. Han skimtede hvordan bh'en nu var kommet på plads igen, og at g-strengen var skiftet ud med et par almindelige og knap så afslørende trusser. For ja, nu havde han jo fået, og der var vist ingen grund til at friste ham yderligere. Flot og pirrende forekom det ham stadig, men nu kunne han bedre fokusere på at fejre sin kollega.
Jørgen lagde hånden på hans skulder.
– Pernille skal være din borddame, sagde han. – I skal nok få det hyggeligt sammen.
Det havde han alligevel aldrig gættet. Festen var i sandhed først lige begyndt.
